Trossamfund Buddhist

Anerkendelse

Hvis I er en gruppe af myndige borgere med bopæl i Danmark eller med dansk indfødsret, som tilhører en bestemt religion, kan I søge om anerkendelse som trossamfund eller menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse.

Hvis I ønsker at søge anerkendelse, skal I sende ansøgningen til Kirkeministeriet. Hvis ansøgningen indeholder alle relevante oplysninger, sender ministeriet ansøgningen videre til Det Rådgivende Udvalg vedr.

 

Trossamfund. Udvalget indstiller til ministeriet, om ansøgningen bør imødekommes.

Herefter træffer ministeriet afgørelse i sagen

Kriterier for at blive anerkendt

For at blive anerkendt som trossamfund eller menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse skal I opfylde en række kriterier. Kriterierne handler om trossamfundets størrelse, organisation og sandsynlighed for fortsat beståen. Kriterierne for anerkendelse som trossamfund eller menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse fremgår af § 7, stk. 1 og 2, og § 8 i lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken.

Det fremgår af lov om trossamfund uden for folkekirken, at et trossamfund kan registreres som et anerkendt trossamfund, såfremt det har mindst 50 myndige medlemmer, der enten har fast bopæl i Danmark eller dansk indfødsret, og ikke opfordrer til eller foretager noget, der strider mod bestemmelser i lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Når I ansøger om anerkendelse, skal I udfylde Blanket til ansøgning om anerkendelse som trossamfund eller menighed tilknyttet et trossamfund - PDF. Ansøgningen skal skrives på dansk, og de oplysninger I sender med skal være på dansk, et andet nordisk sprog eller engelsk.

Udover det udfyldte ansøgningsskema skal I, når I ansøger om anerkendelse, medsende følgende oplysninger:

  1. Navn og hjemsted for trossamfundet samt CVR-nr.

  2. Antal myndige medlemmer af trossamfundet.

  3. Trossamfundets vedtægter.

  4. Navn og adresse på den kontaktperson, der er ansvarlig i forhold til Trossamfundsregistret.

  5. En tekst, som udtrykker, beskriver eller henviser til trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion.

  6. Dokumentation eller beskrivelser af trossamfundets centrale ritualer.

  7. Det seneste årsregnskab, som skal være revideret og give et retvisende billede af trossamfundets økonomiske forhold.
     

Rettigheder og fordele ved anerkendelse

Alle anerkendte trossamfund og menigheder omfattet af et trossamfunds anerkendelse indføres i Trossamfundsregistret. Rettigheder og forpligtelser for anerkendte trossamfund og menigheder omfattet af et trossamfunds anerkendelse indtræder fra det øjeblik, de er indført i Trossamfundsregistret. Information og adgang til Trossamfundsregistret kan findes her.

Et anerkendt trossamfund eller en menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse kan søge om, at myndig person med et forkynderembede får bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. 
Trossamfundet eller menigheden kan også opnå en række skattemæssige fordele ved en anerkendelse.
Du kan læse mere om rettigheder og fordele ved en anerkendelse på andretrossamfund.dk.

Anerkendelse eller godkendelse

Før 1. januar 1970, hvor den nugældende ægteskabslov trådte i kraft, blev godkendelse givet som en anerkendelse af trossamfundet ved en kongelig resolution.

 

Der er i alt 11 trossamfund, der er anerkendt ved kongelige resolution.

Efter 1970 bliver trossamfund ikke betegnet som anerkendte men som godkendte trossamfund. 

Lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken trådte i kraft den 1. januar 2018. Med loven ophæves den hidtidige opdeling mellem anerkendte og godkendte trossamfund. Det betyder, at den samlede betegnelse for trossamfund, der har opnået anerkendelse i Danmark fremover vil være 'anerkendte trossamfund'.

Det er Kirkeministeriet, der anerkender nye trossamfund og menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse.